Ganglion / Seneknude

Ganglion/seneknude er en lille godartet cyste, der er placeret henover bøje- og strækkesenerne over håndleddet eller fingrenes grund- eller mellemled. Den lille fortykkelse kan variere i størrelse og er fyldt med geleagtig væske. Kan opstå ved sener, led og i meget sjældne tilfælde i knogler. Seneknuden kan ofte føles udefra og kan være smertegivende eller blot genere kosmetisk.

Ved operationen fjernes seneknuden inkl. en lille smule af seneskedeområdet eller kapselområdet.

Operationen

Vask huden godt på operationsdagen. Det er vigtigt, at der ikke er sår på huden svarende til det område, der skal opereres.

Tag 2 tabl. Panodil ca. 1 time før operationen.

Operationen foregår i lokalbedøvelse. Dvs. at man med en sprøjte lægger lokalbedøvende væske ind under huden og ned omkring cysten. Dette tager smerterne, men kan kan dog under operationen mærke " at der sker noget". Desuden anvendes blodtomhed, dvs. at der lægges en manchet på underarmen, som pumpes op og holder blodet tilbage fra hånden under operationen.

Operationen varer ca. 15-25 minutter. Chauffør er nødvendig til hjemtransporten.

 

Efter operationen

Efter operationen lægges en forbinding på hånden for at beskytte såret. De første timer efter operationen holdes hånden over hoftehøjde, for at mindske blødninger og smerter. Forbindingen kan løsnes, hvis fingrene hæver. Forbindingen fjernes efter 2 dage og såret kan vaskes. Såret bør herefter ikke tildækkes, men plaster kan dog anvendes lejlighedsvist.

Man må gerne, straks efter operationen, lave rolige bevægelser med fingrene, og når forbindigen er fjernet, må man stille og roligt bruge hånden til småting.

Virkningen af lokalbedøvelsen aftager efter ca. 2-4 timer og forekommer der smerter, kan der anvendes 2 tabl. Panodil, dog højst 4 gange i døgnet.

Stingene fjernes efter 10-12 dage enten her på klinikken eller hos din egen læge.

 

Problemer

Der er sjældent komplikationer til operationen.

Betændelse kan ikke helt udelukkes, man bør her være opmærksom på infektionstegnene, som er rødme, hævelse, varme, smerter og feber. Er du i tvivl, så kontakt klinikken eller egen læge.

Der kan være risiko for at seneknuden gendannes.

 

Sygemelding

Ved lettere arbejde, kontor og lignende skal man regne med 1-2 ugers sygemelding. Ved tungt manuelt arbejde ofte 2-3 ugers sygemelding.